Høringssvar vedr. udbud af el-scootere og transport af hjælpemidler
Ældrerådet takker for materialet vedrørende henholdsvis udbud af elscootere og udbud vedrørende transport af hjælpemidler.
Vi finder i Ældrerådet, at udbudsmaterialet i begge tilfælde er yderst gennemført. Og i rådet sætter vi i særdeleshed pris på, at der i tilbudsskemaerne for transport af hjælpemidler er fokus på, at borgere skal have en god og tryg oplevelse ved overlevering af hjælpemidler.
Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at det, af hensyn til ældre borgeres oplevelse af tryghed, kan være en god ide med et særskilt kendetegn hos chaufføren – f.eks. i form af en T-shirt eller kasket med Københavns Kommunes logo eller lignende. Derudover er det ligeledes vigtigt, at chaufføren altid bærer et synligt bruger-id.
Endvidere skal vi i Ældrerådet anbefale, at der i tilbudsskemaet også indføres at ’leverandør er forpligtet til at orientere Hjælpemiddelcentret om eventuelle klager, samt hvordan disse klager behandles’.
I Ældrerådet står vi naturligvis til rådighed for yderligere drøftelse af høringssvaret.
Venlig hilsen
Kirsten Nissen, Fmd. for Ældrerådet
Joan Jensen, Fmd. Ældrerådets Teknik- og Miljøudvalg