Høringssvar vedrørende udmøntning af midlerne fra ældrereformen
Ældrerådet ser mange positive elementer i den foreløbige prioritering af midlerne og mener, at der er en god sammenhæng mellem de fire tematikker udvalget har rammesat. Generelt har Ældrerådet haft stort fokus på, at de tilførte midler reelt bliver tilført ældreområdet, hvilket vi i materialet fik bekræftet. Særligt vil vi gerne fremhæve, vores opbakning til de forskellige fronter, hvor hjemmeplejen bliver løftet og understøttet med betydelige beløb.
Når det er sagt mener Ældrerådet dog, at det store og vigtige fokus i ældreloven på pårørende og civilsamfundet ikke afspejles i udmøntningskataloget. Dertil finder rådet, at der mangler et forebyggende (opsøgende) aspekt, i det foreslåede løft af ældreområdet.
I Ældrerådet har vi videre nedenstående konkrete bemærkning til indsatserne:
Tema 1 - Udbygning af omsorgsfaglig kvalitet og velfærdsteknologi
Demensrejsehold (1)
Rådet vil gerne understrege vores glæde over, at demensrejseholdet har fået varige midler. Det er en vigtig indsats, som vi kun forventer, at der bliver endnu mere brug for i fremtiden.
Tema 2 - Kvalitetsløft på plejehjem og i hjemmeplejen
Kvalitetsløft af aktivitets- og frivillighedsområdet på plejehjem (6)
Ældrerådet har tidligere efterspurgt aktivitetsmedarbejdere og frivillighedskoordinatorer til byens plejehjem, og er meget positive overfor denne prioritering.
Kvalitetsløft plejehjem – styrkelse af måltidsområdet på plejehjem/MTO (7)
Ældrerådet finder det positivt, at udvalget foreslår at afsætte varige midler til mad- og måltidsområdet. Som vi forstår det, er indsatsen dog blevet skaleret således, at der alene er afsat midler til madklubberne. Rådet opfordrer til, at der arbejdes videre med flere medarbejdere ved måltidet, samt frivillige og pårørende. Videre vil Rådet gerne fremhæve, at hvis man gerne vil styrke det gode måltid er der behov for at tilføre midler til råvareindkøb som grundlaget derfor. Det opfordrer vi til at udvalget prioriterer når punktet skal genbesøges til næste år.
Kvalitetsløft hjemmepleje – opstartsblok (8)
Ældrerådet ser stor værdi i at sikre, at borgerne får en god og tryg opstart i deres møde med forvaltningen. Denne indsats sikrer øremærket tid til at skræddersy, hvordan hjælpen skal tilrettelægges, som ligger udover tiden til de visiterede indsatser.
Hjemmelavede proteinrige drikke og is til borgere på plejehjem og MTO (10)
Ældrerådet anbefaler, at markedet undersøges, da der allerede eksisterer mange forskellige produkter - både drikke og is - af høj kvalitet.
Tema 3 - Styrket samarbejde med netværk og civilsamfund
Bedre samspil med og følgeskab til civilsamfundets tilbud for sårbare, ensomme Hjemmeplejemodtagere (11)
Vi mener i Ældrerådet, at det er særdeles vigtig med en så håndholdt indsats, der kan nå og forhåbentlig knytte flere ensomme ældre borgere til fællesskaber. Da dette forslag ikke indgår i den foreløbige prioriteringsliste, ønsker vi i rådet at understrege betydningen af denne brobygningsindsats, så ensomme ældre bliver fulgt ud i sociale fællesskaber.
Afløsning af pårørende til borgere med kognitive udfordringer (12)
Denne indsats mener vi i Ældrerådet virkelig der er brug for. Afløsningstilbuddet er den eneste indsats med fokus på de pårørende. Som tidligere nævnt udgør pårørendeperspektivet en betydelig del af den nye ældrelov, hvorfor vi håber, at der fremadrettet bliver sikret et større samspil med pårørende initiativer.
Initiativer til ensomhedsforebyggelse i forbindelse med seniorklubber (13)
Vi kan desværre konstatere, at ’initiativer til ensomhedsforebyggelse i forbindelse med seniorklubber’ ikke indgår i den foreløbige prioriteringsliste. Det er vi ærgerlige over, da det er et rigtigt godt forslag, som målgruppen i dén grad har behov for.
Mobilisering af et aktivt civil- og lokalsamfund i almenboligområder (16)
Ældrerådet er meget uforstående overfor nedskaleringen af denne indsats. De sociale viceværter kan gøre en kæmpe forskel og er i dén grad et opsøgende tilbud, vi mangler i København. Igen med blik for det store fokus på pårørende og civilsamfund i ældreloven, er det for os i Ældrerådet meget uklart, hvordan man vil sikre den kobling, når der skæres i antallet af sociale viceværter i (udsatte) boligområder. Klyngeundersøgelsen kortlagde de borgergrupper med behov, som kommunen var udfordret i at få kontakt til. Derfor ligger det os meget på sinde, at sikre udsatte og ensomme ældre gennem denne indsats og vi opfordrer derfor til, at udvalget genbesøger beslutningen om nedskalering.
Tema 4 - Sikker medicin
Bedre trivsel mindre medicin – blandt beboere med demens på plejehjem (17)
Ældrerådet har med glæde fulgt med i succesprojektet med at nedbringe brugen af unødig antipsykotisk medicin på fire udvalgte plejehjem. I Rådet ønsker vi inderligt, at man snarest muligt får implementeret disse tiltag på samtlige københavnske plejehjem og opfordre til, at denne implementering bruges som en anledning til at arbejde med den generelle nedbringelse af unødvendig medicin. Slutteligt vil vi gøre opmærksom på nødvendigheden af at afsætte midler, der gør det muligt at fastholde de ’nye’ kompetencer - uanset medarbejderudskiftningen eller antallet af ufaglærte medarbejdere på plejehjemmene.
I Ældrerådet håber vi med vores høringssvar at sikre det borgernære fokus. Rådet ser frem til det videre arbejde med udmøntningen af ældrereformens midler. Vi står naturligvis til rådighed for en uddybning af vores høringssvar og vil også løbende følge arbejdet med kvalitetsløftet af ældreområdet.