Handleplan for Kulturhuse og Biblioteker 2025-2028 (KUBI-planen)

Vedr. høringssvar til Københavns Kommunes Handleplan for Kulturhuse og Biblioteker 2025-2028 (KUBI-planen)

Københavns Ældreråd takker for høringen af 7. november 2024 vedr. Kulturhus- og Biblioteksplanen 2025-2028. Ældrerådet har følgende bemærkninger til høringsmaterialet:

Stærke lokale samlingspunkter

Ældrerådet finder det spændende og nytænkende, at Kultur- og Fritidsforvaltningen, på baggrund af erfaringerne fra Rentemestervej, vil samle og samtænke biblioteker og kulturhuse i en ny kontekst, hvor københavnerne kan mødes på tværs af alder, baggrund og interesser i nye rammer. De lokale fyrtårne bakker vi i Rådet op om, og opfordrer til at de nye kulturhuse er opsøgende over for at lave partnerskaber med bl.a. lokale kulturaktører. Vi ser et potentiale i sammenlægningerne, hvor der skabes mulighed for flere multifunktionelle rum, f.eks. steder til workshops, mindre koncertsteder eller rolige områder til fordybelse. Det er dog vigtigt for os i Ældrerådet at understrege, at sammenlægningen ikke må ske på bekostning af bibliotekerne og deres kerne, nemlig bøgerne. Bøger bør fortsat have en fremtrædende rolle, som ikke bliver sekundær overfor andre kulturelle tilbud. 

Vi vil i forlængelse heraf gerne bemærke, at dele af de ældre københavnere har brug for en højere grad af håndholdt introduktion for at ’følge med’ fra en lokation til en anden, samt for at kunne gøre brug af nye tilbud.

Nye deltagere i aktiviteterne

Et andet af handleplanens indsatsområder er nye deltagere i aktiviteterne. Rådet finder det igen meget positivt, at der sættes fokus på, at byens kulturhuse og bibliotekstilbud skal være for alle. For at nå ud til flere københavnere - især dem der traditionelt ikke bruger bibliotekerne og kulturtilbud - bør KUBI-planen fokusere på en bredere inklusion af forskellige befolknings- og aldersgrupper herunder ældre, minoriteter og lavindkomstfamilier. Handleplanen specificerer videre, at der skal være indsatser i form af kultursociale tilbud målrettet de oversete og de ensomme i kultur- og fritidslivet. Det er Ældrerådet meget enig i. I København er ældre en stor og stødt stigende del af byens borgere. Selvom ’ældre’ alene nævnes i handleplanen ifm. tilgængelighed (fysiske adgangsforhold), håber Rådet derfor, at ældre medtænkes, herunder minoritetsældre, som en integreret del af aktivitetstilbuddene. Ældrerådet ser generelt gerne, at de kommende fyrtårne sikrer sig brugerinddragelse når de kommer til, hvilke aktiviteter og tilbud, der skal udvikles.

Flere læselystne københavnere

Det er vigtigt at få flere læselystne københavnere og vi mener i Ældrerådet, at læseklubber er en vigtig brik deri, ikke mindst blandt ældre københavnere. Læseklubberne skaber sociale og hyggelige rammer om litteratur, der motiverer til at udveksle læseoplevelser og læse mere - sammen. Handleplanens målsætninger om litteratur af høj kvalitet og formidling, der inspirerer og øger københavnernes læseglæde, mener vi bør gælde både eksisterende brugere og i tiltrækningen af nye. Ældrerådet ser derfor behov for at gøre opmærksom på, at de ændrede rammevilkår omkring de ’gamle læsegrupper’, har skabt en række forhindringer:

  • Det er ikke længere muligt at bestille en samlet bogpakke til læsegrupperne, så alle i læsegruppen modtager bøgerne samtidigt. Nogle gange enten modtager man bogen blot 14 dage før - og kan dermed ikke nå at læse bogen og deltage i diskussioner om bogen - eller modsat, kommer bogen så tidligt, at man er nødt til at aflevere inden læsegruppens fastlagte mødedato.
  • Lånetiden er blevet forkortet, hvilket besværliggør læsegruppernes planlægning yderligere.
  • Lånemulighederne af nye titler er blevet forringet og ventetiden derpå forøget.

Blandt de ældre københavnere i læseklubber rundt om i byen er flere digitalt udfordrede og den formindskede understøttelse fra bibliotekarer betyder, at flere falder fra. Vi opfordrer derfor til, at der sættes fokus på, hvordan vi sikrer, at ældre og andre ikke eller mindre digitale københavnere, på lige fod kan gøre brug af kulturhuse og bibliotekers tilbud.

Flere kulturaktive københavnere

Ambitionerne om et endnu mere levende kulturliv i København, og stærke kulturelle knudepunkter til glæde for københavnerne, kan vi i Ældrerådet kun bakke op om. Mange ældre københavnere gør brug af byens kulturelle tilbud, men en del har ikke ressourcerne - økonomiske såvel som sociale - til at deltage. I handleplanen ser vi en tydelig prioritering af børn og unge, men ønsker at kulturhuse og biblioteker skal tilbyde og rumme noget til alle københavnere livet igennem.

I Ældrerådet står vi naturligvis til rådighed for yderligere drøftelse af høringssvaret og ikke mindst det videre udviklings- og implementeringsarbejde frem til 2028.

Med venlig hilsen
Kirsten Nissen, formand for Ældrerådet
Anders Lund, formand for Ældrerådets Kultur- og Fritidsudvalg