Retningslinjer for lokale trafikplaner
Københavns Ældreråd takker for høringsmaterialet af 30. august 2024 fra Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, vedrørende Københavns Kommunes retningslinjer for lokale trafikplaner. Mange af byens ældre borgere er meget afhængige af både den kollektive transport og ikke mindst rammerne for kunne færdes sikkert rundt i byen. Derfor byder Ældrerådet nærværende retningslinjer velkomne.
Rådet er meget positive over for det grundige udkast for retningslinjerne, der sikrer en ramme, hvor udfordringerne løses i de respektive bydele og særligt det betydelige fokus på de bløde trafikanter.
Rådet har følgende konkrete bemærkninger til høringsmaterialet:
Vejklasser
Ældrerådet undrer sig over, at der næsten ikke kan ændres på de to overordnede vejklasser. Rådet opfordrer til, at man undersøger muligheden for, at en fravigelse og eventuel nedklassificering kan komme an på en individuel vurdering, hvor der tages højde for det konkrete sted og kontekst, således man i mindre grad er fastlåst på tværs af byen i udviklingen af trafikplanerne.
Trafikale planlægningsgreb for målgrupper og trafikanter – Planlægning for fodgængere
Rådet vil gerne fremhæve behovet for, at belysning tilføjes under afsnittet om fodgængere. Både i henhold til tilgængelighedsspørgsmål og ældre borgeres tryghed i byen er belysning et meget vigtigt emne.
Kollektiv transport & Planlægning for kollektiv transport
Det er for rådet uklart, hvorledes retningslinjerne jf. udkastet forholder sig til, om man kan ændre på kollektiv transport eller ej. Ordlyden på side 12 under kollektiv transport og på side 14 under planlægning for kollektiv transport er dobbelttydig. Rådet ønsker, at det fremgår tydeligt, hvilke muligheder og begrænsninger der er.
I Ældrerådet håber vi med vores høringssvar at sikre fokus på byens ældre borgere i retningslinjerne. Rådet ser frem til det videre arbejde med de lokale trafikplaner, som vi vil følge nøje og vi står naturligvis til rådighed for en uddybning af vores høringssvar.
Med venlig hilsen
Kirsten Nissen, formand for Ældrerådet
Peder Blom, formand for Ældrerådets Teknik- og Miljøudvalg