Høringssvar på tilsynsrapport fra Hjemmehjælpen A/S, December 2024
Det opfølgende tilsyn bliver vurderet af tilsynet som Tilfredsstillende. Det er forbedring siden det ordinære tilsyn i august, men der er fortsat fejl og mangler, som kræver opmærksomhed fra ledelsen.
Ældrerådet bemærker, at der er pædagogiske assistenter ansat i plejen. Ældrerådet er usikre på, om der er tilstrækkelige faglige kompetencer indenfor pleje og omsorg hos disse medarbejdere, eller om de udfylder andre funktioner?
Vedr. det ordinæres tilsyn opmærksomhed på vikarers manglende anvendelse af Cura, oplyser ledelsen, at nu har faste vikarer adgang til Cura. Eksterne vikarer får en kopi af borgernes besøgsplaner, og de skal kontakte driftslederen ved udlevering af medicin.
Ledelsen beskriver organisering af kvalitetsarbejdet. Det er usikkert (for Ældrerådet) om Hjemmehjælpen A/S fremover skal organiseres ud fra tværgående teams med nærvisitation, som kommunes øvrige hjemmeplejeenheder?
Det glæder Ældrerådet, at tilsynets observation af den personlige hjælp om dagen og om aftenen vurderes som særdeles tilfredsstillende i forhold til medarbejderens kommunikation, medinddragelse og rehabilitering af borgeren.
Der er fortsat udfordringer med at efterleve de hygiejniske retningslinjer hos flere medarbejdere.
Af de 11 borgere der interviewes, er de fleste tilfredse med den pleje og støtte de får, men 4 borgere oplever kvaliteten af plejen mindre tilfredsstillende, plejen er for overfladisk, der er ikke kontinuitet i plejen, og en borger savner selvbestemmelse i forhold til klippekortet.
De 4 borgere der modtager mad fra Københavns madservice, er meget tilfredse med den.
Med venlig hilsen
Kirsten Nissen, Formand, Ældrerådet
Margit Schrøder, Sundhed- og Omsorgsudvalget