Ældre er også voksne
På dette års internationale ældredag 1. oktober spørger FN, om pandemier forandrer synet på alder og aldring. Det er relevant, for covid-19 tvinger os til at forholde os til den del af befolkningen, der er ældre, og som derfor også er særlig sårbar.
Mange har selv oplevet, hvad pandemiens følgevirkninger som isolation, ensomhed og savn har betydet for ældre familiemedlemmer på plejehjem, der ikke har fået besøg i flere måneder. Andre kender måske mest de billeder, som medierne har bragt, f. eks. af en ægtefælle, som står på gaden og vinker op til sin hustru, der bor på plejehjem. En hustru, han ikke har kunnet holde om eller holde i hånden i mange uger. Alt sammen på grund af covid-19.
Men hvor langt kan man egentlig gå i pandemiens navn? Skal vi ældre beskyttes for enhver pris? Desværre glemmer samfundet, at ældre også er selvbestemmende voksne mennesker - og det sker ikke kun under pandemien. Da landet lukkede ned i foråret, fik det voldsom betydning for ældre, der bor (i egen bolig) på plejehjem, og for ældre, der er afhængige af hjemmepleje. På plejehjemmene blev det midlertidigt forbudt at få besøg, medmindre der var tale om kritisk sygdom, eller den ældre var uafvendeligt døende. Aktiviteter og kommunal hjælp blev aflyst. Alt sammen indskrænkninger foretaget for at mindske smittespredningen.
Lige nu oplever vi igen et stigende smittetryk, der på ny betyder, at ældre på plejehjem oplever besøgsrestriktioner. Det sker alt sammen af konkrete sundhedsfaglige grunde, for myndighederne er selvfølgelig nødt til at reagere og søge at beskytte sårbare mennesker. Men myndighederne er samtidig også nødt til at afveje hensynet til beskyttelse over for hensynet til selvbestemmelse og retten til at være sammen med familie og venner og leve det liv, man plejer at gøre.
Så ja, covid-19 har forandret synet på ældre. Eller måske har sygdommen snarere forstærket beskyttertrangen over for ældre. Der har nok altid været et syn på ældre som nogle, der skal beskyttes, og med covid-19 er det nu blevet et ganske legitimt standpunkt. Der er mange, der gerne vil beskytte - eller bestemme over - ældre. Jeg har nogle gange hørt jævnaldrende ældre fortælle, at deres voksne børn har bedt dem om ikke at tage på café eller om at lade være med at besøge venner. Det er selvfølgelig sagt i den allerbedste mening.
Når vi læser i aviserne eller hører politikerne tale, så bliver udtrykket ' vores ældre' brugt igen og igen. Men er vi da ikke vores egne? Når man bruger vendingen ' vores' om andre mennesker, så har man taget ejerskab over dem. Den ældre er ikke mere ' sin egen' med egen værdi, ret og selvbestemmelse. Den måde at omtale ældre på har covid-19 desværre forstærket.
Det er vigtigt at huske på, at ældre er fortsat voksne mennesker med rettigheder og behov for at leve et godt og værdigt liv. Også selv om der er covid-19. Inden man isolerer ældre, skal man huske, at tid opleves forskelligt fra aldersgruppe til aldersgruppe. For ældre på plejehjem kan et par måneders isolation fra familien reelt være resten af den ældres liv. Det er rigtig barsk at tænke på.
Vi bør kunne tage covid-19 - og andre pandemier, der måtte komme - dybt alvorligt, uden at ældre behandles som nogle, der primært skal beskyttes. Vi må ikke glemme, at der også skal være indhold og liv i livet. Ældre skal selv være med til at definere og bestemme, hvad det er, der gør livet til liv og ikke ren overlevelse. Ældre skal derfor medinddrages, når der findes alternativer og nye anderledes løsninger, sådan at de, der f. eks. bor på plejehjem, kan blive ved med at have kontakt med dem, de elsker, uanset hvad. Ældre skal kunne fortsætte med forskellige aktiviteter. Måske på en lidt anden måde end ellers, men livet må ikke gå i stå. Når noget tages væk, må noget andet sættes i stedet. Ingen skal have lov til at dø af ensomhed.
Så næste gang, du hører nogen bruge udtrykket ' vores ældre', så husk lige, at der bag ordene gemmer sig helt almindelige voksne mennesker, der er deres helt egne - ligesom alle andre. Udtrykket ' vores ældre' bliver brugt igen og igen. Men er vi da ikke vores egne?
Indlægget blev bragt i Politiken den 1. oktober 2020.