Evaluering af omlægning af cykel- og bilparkeringen i Middelalderbyen
Ældrerådet takker for høringen, som vi modtog den 16. februar 2026,
vedrørende evaluering af omlægning af cykel- og bilparkering i
Middelalderbyen.
Ifølge evalueringen tyder det på, at tiltagene i Trin 1 har resulteret i mindre ændringer i trafikmønstrene med færre biler og flere fodgængere, men mange af de adspurgte oplever ingen ændringer og svarer ”ved ikke” eller ”ingen ændring” til mange af spørgsmålene. Det er derfor Ældrerådets vurdering, at evalueringen er gennemført for tidligt efter etableringen af de nye tiltag. Ældrerådet opfordrer til, at der gennemføres endnu en evaluering, når alle de planlagte tiltag er gennemført, og der er skabt tydelige forbedringer for fodgængere og cyklister.
Ældrerådet har bemærket, at tilfredsheden med ”din transport i Middelalderbyen” er faldet fra 2024 til 2025, og at beboerne i Middelalderbyen generelt er mindre tilfredse end besøgende.
Det fremgår ikke af evalueringen om deltagerne i interviews og spørgeskemaundersøgelser er unge eller ældre, men det er Ældrerådets opfattelse, at der fortsat er mange ældre, der oplever problemer med tilgængelighed og fremkommelighed i Middelalderbyen. På den baggrund opfordrer Ældrerådet til, at der eksplicit evalueres på ældres oplevelser.
Ældrerådet hæfter sig bl.a. ved, at der til trods for etableringen af nye cykelparkeringspladser og flytning af cykelparkeringspladser fra Højbro Plads, Nikolaj Plads og Vandkunsten, fortsat er mange cykler på de centrale Københavns Ældreråd aeldreraadet@kk.dk www.aeldreraadet.kk.dk pladser - nu holder cyklerne bare uden for stativerne. Fremkommeligheden for fodgængere er derfor ikke forbedret, og det gør det svært for mange ældre at benytte pladserne. Ældrerådet foreslår derfor, at der etableres endnu flere cykelstativer. Derudover vil Ældrerådet opfordre til, at forvaltningen er opmærksom på de mange udlejningscykler, der ligger og flyder i gaderne og er til gene for fodgængere.
Ældrerådet vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at afskaffelsen af den gratis søndagsparkering i Middelalderbyen, og i resten af Københavns Kommunes betalingszoner, har store konsekvenser for ældre borgere. Mange ældre har givet udtryk for, at afskaffelsen af den gratis søndagsparkering har betydet, at deres familie og venner afkorter besøg eller helt dropper dem, og at det har stor betydning for de ældre og deres livskvalitet.
Ældrerådet ser frem til realiseringen af resten af Byrums- og Trafikplanen, herunder de ni flagskibsprojekter, hvor vi prioriterer Nørregade meget højt. Desuden glæder vi os til planens fortovsudvidelser og grønne tiltag på centrale pladser og gader.
På vegne af Ældrerådet
Kirsten Nissen
Formand for Københavns Ældreråd
Peder Blom
Formand for Københavns Ældreråds Teknik- og Miljøudvalg