God belysning er vigtigt for ældres tryghed efter mørkets frembrud
Ældrerådet takker for høringen af 10. juni 2026 vedrørende ny Sikker By Strategi 2026-2029 samt tryghedsundersøgelse 2026.
Ældrerådet har valgt at fremhæve følgende trygheds- og kriminalitetsudfordringer, som er meget væsentlige for ældre borgere; hhv. digital kriminalitet/svindel, trick-tyveri, belysning og cyklister.
Digital kriminalitet og trick-tyveri
Et stadig stigende antal personer, og ældre i særdeleshed, oplever datasvindel. Det skaber selvsagt stor utryghed og usikkerhed. Der er behov for målrettede oplysningskampagner og / eller et team af medarbejdere der kan fortælle, hvordan man undgår digital kriminalitet på aktivitetscentre, seniorklubber og andre steder hvor ældre mødes.
Rådet vil gerne i forlængelse af emnet digital kriminalitet knytte an til en anden form for kriminalitet: Trick-tyveri. Alle borgere skal kunne færdes trygt i København. Under et af de foreløbige bud på temaer ’Utryghedsskabende mennesker i det offentlige rum’ vil Rådet gøre opmærksom på, at frygten for trick-tyveri fylder meget blandt ældre og skaber en stor usikkerhed.
Belysning – Tryghed i de mørke timer
Manglende belysning er en væsentlig årsag til utryghed, når ældre færdes i byen efter mørkets frembrud. Det fremgår af tryghedsundersøgelsen, at stationer og stoppesteder er steder, der opleves som særligt utrygge. Ældrerådet mener der bør være mere belysning på stationer. I forbindelse med tryghedsvandringer har Rådet kunne konstatere, at jo længere væk fra centrum man kommer desto mere sparsom synes belysningen at være.
Farlig cykeltrafik
København er en dejlig cykel-by for store og små, og det skal den blive ved med at være, men det stigende antal el-cykler, ladcykler og ikke mindst udlejningselcykler, skaber en voksende utryghed på cykelstier, fortove og fodgængerfelter. Ældrerådet efterlyser tiltag, der kan øge sikkerheden for cyklister såvel som fodgængere, så byens ældre borgere fortsat kan færdes sikkert på såvel fortove som cykelstier.
Derudover vil Ældrerådet opfordre til, at forvaltningen er opmærksom på de mange udlejningscykler og løbehjul, der ligger og flyder i gaderne, og er til gene for fodgængere. Ældrerådet mener, at de virksomheder, der udlejer cykler og løbehjul bør kunne stilles til ansvar for at rydde op, og for at sikre, at kunderne har kendskab til færdselsreglerne.
På vegne af Ældrerådet
Kirsten Nissen, formand for Københavns Ældreråd
Peder Blom, formand for Københavns Ældreråds Teknik- og Miljøudvalg