Høringssvar til Restaurations- og Nattelivsplan 2025

Københavns Ældreråd takker for høringsmaterialet af 27. februar, som vi har læst med interesse og har følgende bemærkninger til.

Først og fremmest vil vi i Ældrerådet gerne kvittere for det nye administrationsgrundlag for udeservering.
Rådet finder det positivt, at der er konceptudviklet forskellige affaldsløsninger, herunder at byen får skraldespande med askebægre, komprimerende affaldsbeholdere og spuling af særlig områder. Vi vil ligeledes gerne understrege, hvor vigtig udvidelsen af toiletkapaciteten er – både midlertidigt og permanent – og hvor glade vi er for at se det i høringsmaterialet.

Renholdelse er en vigtig del af, at København er en attraktiv by både at bo i og besøge, og bevæger man sig rundt i byen tidligt på dagen bliver det meget tydeligt, hvor meget affald nattelivet efterlader.

Ældrerådet er uforstående overfor, hvorledes et ønske om højgastronomi og udvikling af kulturscenen fremmes med massive alkoholbevillinger og mere udeservering. Det er vores opfattelse, at nattelivet i høj grad fremmes på bekostning af særligt beboerne - og i særdeleshed i Indre By.

Ældre borgere er ofte mere stedbundne i deres boliger, så når man vælger at indføre massiv udeservering i fem gader samt udvidet åbningstid har det konsekvenser for ældre borgere i deres hjem, hvilket Rådet er bekymret for.

Restaurations- og Nattelivsplanen beskriver, hvorledes der i nogle områder er behov for at nedbringe generne fra nattelivet, herunder nattilladelser på nætter før hverdage. Rådet håber meget at planens handlemuligheder bl.a. ift. bevillinger vil blive aktivt taget i brug, så man reelt skaber en bedre balance mellem fest og hverdagsliv lokalt.

Restaurations- og Nattelivsplanen har flere gode tiltag. Tryghedsvagterne – om end de blot tæller fire årsværk fordelt på byen – er positivt. Ligeledes er intentionen om at skabe en geografisk spredning af nattelivet i byen. Rigtig meget afhænger dog igen af alkoholbevillingerne og villigheden til at ændre på disse.

Det er godt at mulighed for at begrænse indtagelse af alkohol uden for beværtningerne nævnes, dette vil bidrage væsentligt til mere tryghed i de mest belastede områder. Større fokus på tryghed i nattelivet, både for deltagerne og for borgerne efterlyses, samt en større forståelse for de gener som nattelivet skaber for lokale beboere.

Ældrerådet undrer sig over, jf. beskrivelsen af den videre proces for Nattelivsudvalget, at der ligges op til en reduktion i sekretariatsbetjeningen. Det er for Rådet uklart, hvordan man I så fald vil løfte den opgave, der ligger for nattelivsplanen - ikke mindst ift. at sikre borgernes interesser, hvis et operativt partnerskab for nattelivets aktører etableres i stedet.

Slutteligt vil vi i rådet gerne knytte an til tilgængelighed. Vi er glade for, at planen har fokus på universelt design. Tilgængelighed og fremkommelighed er essentielle komponenter i en by og et natteliv for alle. Udeservering – øget tilsyn eller ej – rimer dog ikke særlig godt på fremkommelighed og det er rådets oplevelse, at tilgængeligheden i det offentlige rum er særdeles udfordret i nattelivet, særligt i Indre By (Eks. ved Det Elektriske Hjørne).

Ældrerådet står naturligvis til rådighed for drøftelse af høringssvaret og ser frem til at følge det videre arbejde med implementeringen af Restaurations- og Nattelivsplanen på tværs af de to udvalg og respektive fagforvaltninger, samt ikke mindst koordinationen med Bevillingsnævnet.

På vegne af Ældrerådet

Kirsten Nissen, formand, Ældrerådet
Peder Blom, formand for Ældrerådets Teknik- og Miljøudvalg