Høringssvar til tilsynsrapport fra Plejehjemmet Bispebjerghjemmet

Tilsynet vurderer Plejehjemmet Bispebjerghjemmet som Meget Tilfredsstillende.

Det skal bemærkes at plejehjemmet er uden leder, som først tiltræder den 1. maj og at køkkenet er under renovering.

Tilsynet bemærker den respektfulde kommunikation og nævner, at alle adspurgte beboere med undtagelse af en udtrykker tilfredshed med tryghed, livskvalitet og selvbestemmelse. Der er stort fokus på en rehabiliterende tilgang i plejen, hvilket er positivt, dog fortæller to beboere at balancen mellem det at yde omsorg og arbejde rehabiliterende nogle gange ikke er i orden. De føler sig pressede og det skaber en vis utryghed. 

Observationsstudiet af den personlige pleje viser, at der er ukendskab til korrekte retningslinjer for kateterpleje og der kan med fordel rettes fokus på bedre organisering både ved pleje og afvikling af måltiderne, hvor der også opstår mindre udfordringer med hygiejnen. Måltiderne er hyggelige, men der er mindre tilfredshed med maden. En beboer fortæller: 

”Der er meget moderne mad; bulgur og kikærter, som vi slet ikke er i målgruppen for”. Det anbefales at der, på trods af Københavns kommunes krav om klimavenligt og økologisk mad, alligevel serveres mad som ældre mennesker er vant til at spise og som de holder af, dette også for at undgå underernæring, som er et stort problem blandt ældre borgere generelt. 

Det er godt, at der er fokus på vigtigheden af afholdelse af indflytningssamtaler med deltagelse af pårørende og at der ud fra disse udarbejdes personlige handleplaner. 

På vegne af Ældrerådet

Lone Skov Al Awssi, Sundhed-og Omsorgsudvalget                          

Kirsten Nissen, formand Ældrerådet