Høringssvar til tilsynsrapport fra Plejehjemmet Ryholdtgård

Plejehjemmet har igen fået vurderingen Meget tilfredsstillende, hvilket glæder Ældrerådet.

Der er arbejdet meget med anbefalingerne fra sidste tilsyn. Det er her tydeligt, hvor stor læringsværdi tilsynet har haft for ledelse og medarbejdere.
Ældrerådet er meget bekymret for, hvordan der fremover skal følges op på kvaliteten af plejen på plejehjem i København, og hvem der skal give input til anbefalingerne til at forbedre plejen, når tilsynene forsvinder.

Tilsynet vurderer ved dette besøg, at der stadig er læringsområder, som personalet kan arbejde videre.

Observationen af to plejeforløb vurderes særdeles tilfredsstillende. 
Der er to udviklingsområder, som medarbejderen med fordel kan arbejde videre med. Undgå at telefonen bipper mens man hjælper beboeren, og undgå at beboeren står op ved toilettet mens hun bliver vasket forneden. 

Observationen af frokostmåltidet på to afdelinger giver også anledning til anbefalinger fra tilsynet.

Medarbejderne må ikke tale om konkrete beboere i rummet, de skal skifte handsker hver gang de er inde hos beboere med mad, og der må ikke transporteres medicinbægre rundt uden identifikation.

Interview med beboerne viser at de er særdeles tilfredse med maden og rammerne omkring måltidet. De oplever at have en god kontakt med medarbejderne og de er tilfredse med aktiviteter og sociale muligheder på plejehjemmet. En enkelt beboer er meget ked af en situation, hvor nødkaldet ikke blev besvaret.

Interviewet med medarbejderne vurderes særdeles tilfredsstillende.