Høringssvar vedr. Ældre i København 2022 og Hjælp i hverdagen 2022
Vi har i rådet følgende konkrete bemærkninger i forhold til kataloget Ældre i København 2022:
- I kapitel 4 under afsnittet ’Hjælp til rengøring’ ser vi det gerne præciseret, at det også er muligt at få hjælp til at vaske gulv på badeværelset.
- Vi foreslår, at forvaltningen under ’Praktiske oplysninger’ også oplyser borgere om muligheden for at oprette behandlingstestamente og fremtidsfuldmagt.
- I kapitel 7 under afsnittet ’Personlige hjælpemidler’ ser vi gerne, at det fremgår af oversigten, at det er muligt at søge om et synshjælpemiddel.
- I forbindelse med afsnittet ’IT og digital kontakt til det offentlige’ skal vi blot gøre opmærksom på, at forvaltningen også bør nævne MitID, som i løbet af 2022 erstatter NemID.
- I kapitel 12 under afsnittet ’Rehabiliteringsophold’ mener vi, at det bør være tydeligt, at rehabiliteringsopholdet tager udgangspunkt i borgerens konkrete behov, og at indsatsen tilrettelægges derefter, og at der er fokus på de gode overgange.
- Vi skal derudover foreslå, at man uddyber informationen om selvudpeget hjælper og fx henviser til yderligere information og/eller vejledning om visitering m.v.
Vi står naturligvis til rådighed for yderligere uddybning.
Venlig hilsen
Kirsten Nissen, Formand, Ældrerådet
Leif Andreasen, Formand, Ældrerådets Sundheds- og Omsorgsudvalg