Høringssvar vedr. 'Aflastning af pårørende' og 'En værdig død'
Vi er i rådet enige i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens indstilling til udmøntning af finansmidlerne til ’Aflastning af pårørende’ og ’En værdig død’, idet vi dog har følgende to bemærkninger:
Ad. D. Kommunikation og Evaluering
Som led i, at der afsættes midler til udvikling af informationsmaterialer og hjemmeside, der skal samle viden om tilbud til pårørende i Københavns Kommune, skal rådet opfordre til, at der i materialet også gives klar og tydelig information om, hvad borgere har ret til i relation til aflastning og plejeorlov. Og rådet bistår meget gerne i processen i forbindelse med udarbejdelse af det borgerrettede materiale.
Ad. B. Tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
Det er rådets opfattelse, at der er store udfordringer i forhold til at sikre en tilstrækkelig dækning af personale herunder også lægefaglig bistand i ydertimerne og særligt weekender. Vi skal derfor i rådet opfordre til, at man særskilt arbejder med denne alvorlige problemstilling.
Rådet står naturligvis til rådighed for yderligere drøftelse af høringssvaret og ser frem til at følge de gode initiativer.
Venlig hilsen
Kirsten Nissen, Formand
Bente Ketty Hansen, Næstformand