Høringssvar vedr. prioriteringer på kultur- og borgerserviceområdet

Høringssvaret vedrørende forslag til prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet samt sammenlægning af Borgerserviceindgange og ændring af åbningstid

Københavns Ældreråd takker for høringsmaterialet af 14. marts og den grundige tekniske gennemgang af forvaltningens effektiviseringsforslag for Rådet den 7. april.

Ældrerådet har følgende har følgende bemærkninger opdelt på hhv. kulturhus- og biblioteksområdet og Borgerservice:

Prioriteringer på kulturhus- og biblioteksområdet

Ældrerådet er i udgangspunktet grundlæggende imod reduktion i antallet af biblioteker. Det vil have negative konsekvenser for de ældre borgere, der får en længere og besværliggjort vej og reduceret personlig kontakt.
Ældrerådet kan forstå på pressemeddelelsen af 30. april, at et enigt Kultur- og Fritidsudvalg på udvalgsmødet den 29. april har valgt at friholde effektiviseringsforslag om Islands Brygge Bibliotek, Bibliotekshuset Rodosvej, Børnekulturhuset Sokkelundlille og kulturhuset Kapelvej 44. Det håber vi i Rådet, at udvalgsmedlemmerne vil fastholde.

Ældrerådet ønsker dog stadig fokus på service- og aktivitetsmedarbejdere, så vi ikke fortsat ser en bevægelse mod aktivitetsnedgang grundet lokaliteter med nedskåret personale og åbningstider. Det vigtige for Rådet er, at der ikke er aktiviteter, der forsvinder. Det gælder bl.a. den fortsatte understøttelse, der kan sikre læsegruppernes videreførelse.

Vi bakker videre op om det ’store scenarie’ for remisen, som vil sikre, at flytningen ikke sker på bekostning af de idrætsaktiviteter, der finder sted.

Ældrerådet ser ingen hindringer i forslaget om, at driften af Dansekapellet kan overgå til en kommerciel aktør. Vi vil dog opfordre til, at man i udbudsmaterialet sørger for kravspecifikationer om, at der også er aktiviteter/tilbud målrettet ældre borgere.

Da prioriteringerne på kulturhus- og biblioteksområdet knytter an til KUBI-planen vil Ældrerådet udtrykke vores skuffelse over, at man på baggrund af den offentlige høring alene tilføjede børn og unge flere steder i planen, der i forvejen er meget børn- og ungefokuseret, men vi har svært ved at se, hvor den ældre borgergruppe medtænkes. Vi ønsker derfor igen at påpege den manglende opmærksomhed på ældres behov. Eksempelvis er der stadig brug for bibliotekernes "stille-rum", hvor der er adgang til fysiske aviser m.m.,
Vi støtter som udgangspunkt op om den synergieffekt, man ønsker at skabe omkring kulturfyrtårnene i byen, men ældre borgere er typisk mere stedbundne til deres boliger og mindre mobile. Hvis de nye lokationer samtidig intet fokus har på at sikre, at ældre medborgere ’flytter med’ eller der oprettes relevante tilbud for målgruppen, får vi ikke kulturfyrtårn for alle byens borgere. Generelt vil Ældrerådet derfor opfordre til, at der i arbejdet med kulturinstitutionerne skeles til hvor i byen, der er en stor koncentration af ældreboliger, så ældre borgere reelt kan være brugere af byens biblioteker mv.

Sammenlægning af Borgerserviceindgange og ændring af åbningstid

Ældrerådet har en række bekymringer, der knytter an til reduktionen i antal borgerservicecentre fra syv til fem. Først og fremmest er det selvfølgelig positivt, at der er fokus på tilgængeligheden på enhederne, men trods afstands- og rejsebeskrivelser mangler vi beskrivelser af, hvordan man vil understøtte sårbare borgergrupper i reelt at komme hen til de nye nærmeste indgange. Vi er kort sagt bekymrede for de borgere, der bliver dårligere stillet når antallet af fysiske tilbud/indgange rundt om i byen reduceres. Sårbare og ældre borgere er typisk mindre flytbare og samtidig ofte mere udfordrede i forhold til digitale løsninger. For mange ældre vil det være at foretrække, at man fysisk kan møde op og få hjælp tæt på bopælen. Rådet vil derfor opfordre til, at man nærmere undersøger muligheden for samlokalisering af de to borgerservicecenterindgange med biblioteks- og kulturhusfyrtårnene i stedet for at fjerne Borgerservice fra Østerbro og Vanløse.

Ældrerådet har videre en bekymring for, at Borgerservice Vesterport ikke vil have kapacitet til den efterspørgsel, som Rådet vil forvente (grundet tilgængelighed til offentlig transport) og det derved vil påvirke både ventetid og kvalitet. Ikke mindst eftersom Vesterbro også har betjeningen af ikke digitale borgere, der har behov for at interagere med det offentlige.

Endelig vil vi gerne bemærke i forhold til omlægningen af service med voice- og chatbots, at man i evalueringen og videreudviklingen af disse services bør have en særlig opmærksomhed på ældre borgere. For nogle ældre vil det være ukendt og utrygt at kommunikere med en bot og det vil være vigtigt at følge, hvorvidt den ældre målgruppe bliver hjulpet tilstrækkeligt indenfor de kommende servicerammer – ikke mindst hvis den fysiske adgang både geografisk og tidsmæssigt reduceres.

Ældrerådet står naturligvis til rådighed for drøftelse af høringssvaret og vil med interesse følge det videre arbejde med byens Borgerservicecentre og Kulturfyrtårne.

På vegne af Ældrerådet

Kirsten Nissen Formand, Ældrerådet
Anders Lund Formand for Ældrerådets Kultur- og Fritidsudvalg