Ingen skal stå magtesløse tilbage pga. digitalisering

Hvert år den 1. oktober fejrer FN international ældre dag ved at sætte fokus på et bestemt tema. I år har det handlet om, hvordan alle kan få lige muligheder i et digitalt samfund.

Det er et fokus, der ikke kun skal stå skarpt omkring den internationale ældredag, men et fokus som både offentlige og private aktører hele tiden skal have opmærksomhed på i mødet med digitalt udsatte mennesker. Hvis ikke, er digitaliseringen nemlig med til at øge uligheden i vores samfund.

De fleste kendernok C.V. Jørgensens sang ”Sæsonen er slut”, hvor dele af omkvædet lyder ”tomhændet står du tilbage & ka’ slet ikke følge med - det sortner for dine øjne mens du stirrende står her & ser endnu et dødt løb bli’r kørt med dig som blind passager”.

Omkvædet udtrykker i høj grad den følelse af afmagt og resignation, som digitalt udsatte voksne oplever, når de er tvunget til at bruge offentlige digitale løsninger, men ikke kan.

Digitalt udsatte vurderes at udgøre 17-22 procent af den voksne befolkning, og dette tal kan reelt være højere, hvis man medregner pludseligt opståede og særligt vanskelige livssituationer hos mennesker, der under normale omstændigheder klarer sig selv. Der er derfor tale om en forholdsvis stor gruppe af voksne mennesker, herunder ældre, der oplever ulighed i forhold til at være borgere i et udpræget digitalt samfund– en position vi alle i en eller anden grad kan risikere at havne i på et tidspunkt i vores voksne liv.

Digitaliseringen hverken kan eller skal rulles tilbage. Digitalisering er nemlig også til rigtig stor glæde og gavn for mange ældre, der selv ordner forhold med det offentlige fx årsopgørelse, søger ydelser, ordner Netbank, handler på nettet, tilmelder sig aktiviteter, kurser og koncerter ved hjælp af digitale løsninger. Der er sket en stigning i procentdelen af danskere over 70 år, der bruger internettet mindst én gang om ugen. Så der sker noget på området.

Men når det er sagt, så har det offentlige et rigtig stort ansvar i forhold til de resterende 17-22 procent borgere, når nye digitale løsningsmodeller udvikles. Der kan ikke kun tænkes i rene digitale løsninger. Der skal også tænkes i alternative løsninger sådan, at digitalt udsatte kan kommunikere med det offentlige, men bare på andre måder. Ellers mister udsatte borgere retssikkerhed, samfundet mister menneskelighed og uligheden øges.

På et tidspunkt var der lagt op til, at det gule sundhedskort skulle være digitalt med henvisning til at 80 procent af danskerne ville kunne gøre brug af et digitalt kort. Heldigvis valgte man i sidste ende ikke at overse de 20 procent, der ikke ville kunne bruge et digitalt sundhedskort, men holdt fast i muligheden for et fysisk sundhedskort.

Et andet eksempel er, at københavnerne siden 2018 har kunnet bestille tid hos borgerservice digitalt, så man ikke skal stå og vente alt for længe. Sideløbende med ordningen, har man kunnet ringe og bestille tid, og der har hver dag været et par akuttider, som kan benyttes uden tidsbestilling.

Eksemplerne illustrerer hvordan det offentlige er nødt til at tænke i alternativer og ikke rene digitale løsninger. Gør det offentlige det, vil en stor gruppe voksne opleve at kunne blive ved med at tage del i det almindelige samfundsliv – ligesom alle andre.

Indlægget blev bragt på kobenhavnliv.dk den 1. oktober 2021 i anledning af FN's Internationale Ældredag.