Ønske til budget 2026: Mere rengøring og flere penge til plejehjemsmad

Høringssvar til budgetforslag 2026.

Københavns Ældreråd takker for høringen af 28. maj 2025 vedrørende budgetforslag 2026: 1. høringsrunde.

Ældrerådet har ingen bemærkninger til budgetforslag 2026 - effektiviseringsforslag og bevillingsudløb, men rådet ønsker at henlede opmærksomheden på følgende fokusområder:

Genindførelse af ekstra årlig rengøring

Ældrerådet vil gerne have genindført den ekstra årlig rengøring, der blev sparet væk i forbindelse med vedtagelsen af budget 2025.

Ældrerådet går ikke ind for serviceforringelser, og det er vigtigt, at de ældre mennesker, der ikke kan gøre rent selv, har mulighed for at få gjort grundigt rent en gang om året. Det handler om hygiejne, men et rent og pænt hjem betyder også meget for livskvaliteten og for lysten til at få besøg i hjemmet. Flere ældre borgere er ensomme, og en forringelse af rengøringsniveauet vil i praksis betyde, at mange ikke ønsker at modtage gæster i deres hjem. Udgiften til ekstra årlig rengøring for ældre over 65 år er ca. 5 mio. kr. om året, og der er efter Ældrerådets opfattelse derfor tale om en relativ lille udgift.

Flere midler til mad og måltider på plejehjemmene

Ældrerådet mener, at der er behov for at afsætte flere midler til mad og måltider på plejehjemmene. De stigende priser på fødevarer sammenholdt med kommunens krav om økologisk og klimavenlig mad, gør det meget vanskeligt for plejehjemmene at overholde budgetterne og imødekomme de ældre beboeres ønsker og mulighed for selvbestemmelse. Ældrerådet har ved besøg på plejehjem bl.a. hørt, at der er restriktioner på både æg, kaffe og chokolade, og der er plejehjem hvor beboerne slet ikke får tilbudt oksekød eller lammekød. Det kan vi ikke være bekendt, for de ældre har ikke andre muligheder. Det er vigtigt for Ældrerådet at hensynet til omsorg og livskvalitet vejer tungere end klimahensyn. Ældre borgere, der har levet et langt liv, kan ikke forventes at ændre deres kostvaner de sidste år af deres liv. Dertil kommer, at ældre borgere på plejehjem selv betaler for deres mad, men reelt ikke har selvbestemmelse i forhold til hvorvidt de ønsker bæredygtig mad.

Indbydende mad er vigtigt for os alle. Men for mange ældre er det en nødvendighed for at sikre, at de får den rette ernæring. Vi ved, at mange ældres appetit og lyst til at spise falder med alderen, og derfor er det ekstra vigtigt, at maden er appetitvækkende og i tråd med de ældres ønsker. Indbydende mad er med at modvirke underernæring, som til stadighed er et problem på københavnske plejehjem. Når maden ser indbydende ud, øger det sandsynligheden for, at ældre får spist nok og får dækket deres ernæringsmæssige behov.

Udover ernæringsperspektivet er måltiderne også med til at skabe et grundlag for fællesskab. De er ofte dagens højdepunkt for mange beboere, hvor maden skaber en anledning til at samles, dele oplevelser og føle sig som en del af fællesskabet.
Det er derfor afgørende for Københavns Ældreråd, at plejehjemmene har en økonomi, der muliggør, at de kan servere indbydende og varieret mad, der er i tråd med de ældres ønsker. Københavns Ældreråd ønsker derfor, at der afsættes flere penge til mad på plejehjemmene.

Udbredelse af kendskab til Københavns Ældreråd via Digital Post

En af Ældrerådets primære opgave er at formidle synspunkter mellem borgere +60 og Borgerrepræsentationen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører ældre. En forudsætning for dette er, at de ældre borgere kender til rådet og vores arbejde. Ved Ældrerådsvalget i 2024 blev det igen klart, hvor få københavnere over 60, der er bekendte med Rådet, hvilket er et problem for repræsentativiteten.

Ældrerådet vil bl.a. gerne udbrede kendskabet til Ældrerådet ved at udsende information til alle borgere over 60 år via Digital Post fire gange om året. Der er ca. 100.000 borgere over 60 år i Københavns Kommune, og det koster derfor ca. 1,1 mio. kr. at udsende information fire gange om året (inkl. udsendelse af fysiske breve til dem der er fritaget for digital post). Ældrerådet arbejder også på andre måder med at øge kendskabet til rådet, bl.a. ved oprettelse af en Facebook-side og ved afholdelse af borgerrettede arrangementer. Information via digital post, vil også kunne bruges til at orientere om disse nye tiltag.

Styrket sekretariatsbetjening af Københavns Ældreråd

I forbindelse med budget 2025 (og overførselssag 2024-2025) blev der bestilt et budgetnotat om styrket understøttelse af Københavns Kommunes tre råd. Forslaget blev desværre ikke løftet ind i forhandlingerne, men Ældrerådet mener fortsat, at der er behov for at styrke sekretariatsbetjeningen.

Ældrerådet har tidligere haft to årsværk til understøttelse af rådet, og det bør der også være fremover. Ældrerådet har i dag 1,5 årsværk, og der vil derfor alene være tale om en ekstra årlig udgift på ca. 400.000 kr.

Ældrerådets sekretariat spiller en afgørende rolle for Ældrerådet virke, og er en vigtig forudsætning for, at Ældrerådet kan leve op til opgaven med at kvalificere de politiske beslutninger og fastholde fokus på forhold, der vedrører ældre borgere i kommunen. Ældrerådet oplever en stigende efterspørgsel blandt forvaltningerne – og det er meget positivt, men det kan være vanskeligt at imødekomme med de ressourcer, som Ældrerådet har til rådighed i dag. Med det stigende antal ældre borgere og den nye ældrelov, med deraf følgende muligheder og udfordringer, vil Ældrerådet derfor endnu en gang opfordre til, at der afsættes flere midler til sekretariatsbetjening.

Vi står naturligvis til rådighed for yderligere uddybning og drøftelser af høringssvaret.

Med venlig hilsen

Kirsten Nissen
Formand for Ældrerådet

Susan Hedlund
Næstformand for Ældrerådet