Reviderede regulativer for husholdnings- og erhvervsaffald
Ældrerådet takker for høringen af den 19. december 2025 vedr. reviderede regulativer for husholdnings- og erhvervsaffald.
Ældrerådet tilslutter sig etableringen af et centralt sorteringsanlæg for forbrændingsegnet affald ved Amager Ressourcecenter, og ser positivt på forsøg og tekniske løsninger på affaldsområdet.
Ældrerådet bakker op om hensigtsmæssig sortering, men noterer sig, at der ikke er en klar og konkret løsning for affaldssortering for ældre borgere, som ikke selv er i stand til at sortere deres affald. Dette vurderer vi ikke er tilstrækkeligt, da affaldssortering udgør en reel udfordring for borgere med nedsat funktionsevne. For borgere, der modtager hjemmehjælp, risikerer opgaven med sortering og bortskaffelse af affaldet, eventuelt til en affaldsstation i nogen afstand fra den ældres bolig, i praksis at blive overladt til hjemmeplejen, og dermed tage tid fra plejeopgaven. Herved flyttes problemet fra borgeren til hjemmeplejen, uden at der er taget højde for en samlet og holdbar løsning.
Retningslinjerne for, hvordan bleaffald skal håndteres, kan umiddelbart ikke findes på kommunens hjemmeside, som anvist. Derudover er det uklart, om det er ejendommens affaldsansvarlige, der skal identificere, hvem der anvender ble. En sådan praksis kan opleves som grænseoverskridende for den enkelte borger. Der er behov for en klar, værdig og praktisk løsning for ældre, der benytter ble.
På vegne af Ældrerådet
Kirsten Nissen Formand for Københavns Ældreråd
Peder Blom Formand for Ældrerådets Teknik- og Miljøudvalg