Spring For Livet

Københavns Ældreråd sprang for livet, da DGI igen i år holdt den årlige motionsdag 'Spring For Livet' for seniorer i København.

Igen i år blev Nørrebrohallen fyldt med nysgerrige og motionerende seniorer i københavn, da DGI holdte deres årlige motionsdag 'Spring for livet'. Udover muligheden for at prøve kræfter med en lang række idrætsaktiviteter bød dagen blandt andet på fælles morgenmad, sang, frokost og andre underholdende indslag.   

Dagen er et samarbejde mellem DGI og Københavns Kommune og en række andre foreninger og organisationer, som hjælper med at tilrettelægge og afvikle dagen. Formanden for Københavns Ældreråd, Kirsten Nissen, holdt årets velkomsttale. 

I talen kom formanden blandt andet ind på vigtigheden af, at alder i sig selv aldrig må blive en begrænsning for at gøre det, man har lyst til, og at vi måske tør lidt mere, når vi er sammen med andre i et fællesskab, der giver mening. 

Fra Københavns Ældreråd skal der lyde en stor ros til alle arrangørerne og ikke mindst DGI, som igen i år formåede at skabe en festlig og underholdende motionsdag, hvor humøret var i top. 

 

Vil du vide mere?

Du kan læse mere om Spring For Livet eller finde en spændende idrætsaktivitet på Spring For Livets facebookside (facebook.dk). Her kan du løbende finde åbne træningstilbud, nyheder om senioridrætsaktiviteter og meget mere. 

Derudover kan du besøge hjemmesiderne www.aktivtaeldreliv.dk eller www.sundhed.kk.dk, hvor du kan få et samlet overblik over Københavns motionstilbud.