Tilsynshøringssvar 2025: Hjemmeplejen Bispebjerg/Nørrebro
Anmeldt (6 uger før) ordinært tilsyn, morgenbesøg og aftenbesøg 3 dage juni 2025.
Kommunikation med borgeren og medinddragelse af borgeren ved både morgenbesøg og aftensbesøg vurderes som særdeles tilfredsstillende. Det samme gælder medarbejderens organisering af arbejdet.
Det er tydeligt i observationerne, at der er blevet arbejdet med medicinhåndtering og kommunikation med borgeren med demens. Dette udføres meget tilfredsstillende.
Der skal stadigvæk arbejdes med hygiejne. En medarbejder bærer armsmykker på begge håndled ved pleje af borgeren. Det er en ærgerlig fejl, som straks må italesættes af ledelsen. Desuden er der helt tydeligt usikkerhed om engangsforklæder, og hvornår de skal anvendes.
I interviewene af 12 borgere giver de udtryk for at hjemmeplejen medvirker til deres tryghed og livskvalitet. Enkelte borgere er dog ikke trygge ved vikarerne. Vikarerne kommer på varierende tidspunkter, hvilket går ud over borgernes toiletbesøg og mad-tidspunkter. Ledelsen må fortsætte sit fokus på at få ansat faste afløsere, som måske kan forbedre borgerens oplevelse af kontinuitet og tryghed.
Interviewene af medarbejderne viser en stor relevant viden og vurderes som særdeles tilfredsstillende.
På vegne af Ældrerådet
Kirsten Nissen, formand Ældrerådet
Margit Schrøder, Sundhed- og Omsorgsudvalget