Turister skal informeres om den danske cykelkultur
Ældrerådet har noteret, at Wonderful Copenhagen og Horesta for-venter en vækst på 30 % i turismeomsætningen frem mod 2030, og det er derfor vigtigt med en handlingsplan, der kan være med til at sikre en mere effektiv transport af turister og begrænse generne for københavnerne.
Ældrerådet bakker særligt op om initiativ 2: ”Styrke turisters brug af andre transportformer”, og synes, at det er vigtigt, at turisterne i hø-jere grad bruger gang, cykel og kollektiv transport til at komme rundt i byen. Det er dog vigtigt samtidig at sørge for at informere turisterne om færdselsreglerne i Danmark / København, fx ved at udarbejde en brochure der kan udleveres af dem der udlejer cykler.
Mange turister respekterer ikke lyssignalerne og går eller cykler over for rødt lys. Det er også vigtigt at informere turisterne om den danske cykelkultur, hvor cyklen for mange er en transportform. Mange turister bliver overrasket over, hvor stærkt der køres på cy-kelstierne og der opstår ofte farlige situationer. Ældrerådet synes også, at det er en god idé med shuttlebusservice til metrostationer eller sejlads til Indre By.
Ift. initiativerne i kategori 2 synes Ældrerådet, at det er en god idé at screene mulighederne inden endelig beslutning. Ældrerådet fore-slår, at der som en del af handlingsplanen udarbejdes et kort over parkeringsmulighederne for turistbusser, da det er vanskeligt at få et overblik alene med adresserne.
Det undrer Ældrerådet, at handlingsplanen ikke omfatter HopOn-HopOff busser, og vil gerne høre begrundelsen for dette.
Ældrerådet vil samtidig opfordre til, at det som en del af handlings-planen undersøges, hvor meget de store turistbusser forurener, og undersøge mulighederne for i stedet at benytte mindre el-busser.
Med venlig hilsen
Kirsten Nissen Formand, Ældrerådet
Peder Blom Formand for Ældrerådets Teknik- og Miljøudvalg